Børre Knudsen og Brorson om skapelsen

(Michelangelo)

Helga 7.-9. januar 2000 var en flokk forkynnere samlet på Skoghus leirsted på Senja. Det var tid for det årlige Broderringsmøtet og taler ved årtusenskiftet var Børre Knudsen.

Dette var første gang jeg skulle høre Børre Knudsen tale om et annet emne enn menneskeverd og fosterdrap. Tema på Skoghus var «Urhistorien» i 1 Mosebok kapittel 1-12. Dessverre husker jeg ikke noe fra bibeltimene, men jeg husker det gjorde et mektig inntrykk å høre forkynnelsen, og jeg husker hvordan Børre Knudsen startet den første timen.

I en bibeltime om skapelsen som Børre Knudsen holdt i Troms i 1991, sier han følgende om skapelsen av mennesket. Jeg tenker at dette var sentralt også i bibeltimene på Skoghus ni år senere:

Børre Knudsen

Mennesket – Guds mål

«Så må vi merke oss hva som er målet for hele denne mektige prosessen. Målet er mennesket, målet er deg og meg. Det sies helt klart og kompromissløst at det er mennesket som er kronen på skaperverket. Mennesket var det målet Gud arbeidet seg fram imot. Først skapte han livsrommet, så skapte han plantene, så skapte han dyrene som kunne leve av plantene. Og tilslutt, når verden sto ferdig, førte han mennesket inn. Da førte han mennesket inn i en verden som det kunne leve i, og som mennesket skulle styre.

Slik kan vi si at mennesket får høre denne skapelsesberetningen for å finne sin plass i verden. For å være et fritt menneske, et menneske med selvrespekt, et menneske som ikke bøyer seg for maktene i tilværelsen, stjerner og guder, men som står oppreist fremfor sin Gud. Et menneske som ser mening i tilværelsen, sammenheng i tilværelsen, og som vet at Gud er herre over alle tider og dager. Det er det bibelske verdensbilde og det bibelske menneskebilde.

Dette er det viktigste av alt for oss å vite. Vi kan på en måte si at hvis vi hadde hatt dette ubrutte forholdet til Gud, så hadde vi ikke behøvd å vite mer enn det som står i 1.Mosebok kap. 1. Det er hele den store sammenheng vi lever i, enkelt fortalt som til et barn. At vi trenger noe mer, skyldes at vi er falt fra denne Gud. Vi har snudd oss bort fra meningen med livet vårt. Vi har gitt etter for maktene og myndighetene i verden. Vi har begynt å spille på lag med dem og late som om Gud ikke er Gud, som om vi selv var Gud.

Og dermed er vi kommet i et grunnleggende galt forhold til alt sammen. Og derfor er det nødvendig med alt det andre som følger etter dette første kapitlet i 1. Mosebok. Hele historien, alt det som følger etter, er historien om Guds møysommelige vei med oss ut av kaos igjen for at vi skal komme tilbake i lyset og til meningen og inn i hans skaperverk på den rette måten. Dette begynte med oss i dåpen: ånd og vann og lys - skapelsens første symbol.» (fra origonorge.no)

Hans Adolph Brorson

Hans Adolph Brorson

Jeg glemmer ikke starten på Børre Knudsens bibeltimer. Jeg satt og ventet på at han skulle begynne å si noe, istedenfor begynte han å synge en salme av den danske biskop Hans Adolph Brorson. Ikke bare ett vers, men seksten. Han sang med en kraftig og flott stemme, Brorsons salme «Adam gikk i frydens lund», fra «Troens rare Klenodie» utgitt i 1739.

I denne salmen skildrer Brorson skapelsen av Eva og innstiftelsen av ekteskapet som en Guddommelig ordning mellom en mann og ei kvinne. Her er både humor og dypt alvor. Salmen er gjengitt fra «Brorsons samlede skrifter I»:

Adam gik i frydens lund

Hele verden at regiere,

Gud vil ham dog give meere,

Derfor faldt han i en blund,

Herren vilde nu beskikke

Egteskabets høye sag,

Adam sov og vidste ikke,

At det var hans bryllups dag.

Skabelsen var nu alt skeet,

Hængte sammen som en kiæde,

Alle engler deres glæde

Havde i Guds gierning seet,

Dog var et endnu tilbage,

Som var vigtigt, høyt og stort.

Adam havde ingen mage,

Dette blev saaledes giort.

Gud ved sin den stærke haand

Greeb hen ind ved Adams hierte,

Dette grib var ey til smerte,

Men at knytte egte-baand,

Adam derved intet tabte,

At Gud tog hans ribbeen ud,

Thi deraf vor Herre skabte

Ham en himmel-pyntet bruud.

Adam vaagned op, og saae

Ud af første søvne-taage,

Saae sin Gud for sig at vaage,

Mens han i sin slumme laae,

Saae, at Gud ved haanden førde

Denne jomfrue til ham hen,

Det hans hiertens grund oprørde

Til at prise Gud igien.

Hvad han fandt i Gud for roe,

Saadan himmel-sindet mage

Af Guds egen haand at tage,

Kand man nu vel aldrig troe,

Her var ingen syndig brynde

Som det pleyer nu at gaae,

Men Guds liflighed og ynde

Begge ud af øyne saae.

Her var ingen brude-krands,

Som man pleyer nu at bære

(Got naar det kun skeer med ære)

Her var dydens fulde glands,

Her var intet blomster nødigt

Til at strøe for brudens trin,

Natte-lyys er overflødigt

Ved det klare solens skin.

I Uskyldighedens pragt,

Med en reen og engle-mine

Disse med hverandre trine

I en hellig egte-pagt,

Herren føyer dem tilsammen

Ved sit eget Guddoms ord,

Der blev svaret Amen! Amen!

I det blide engle-koor.

Dermed gik det engle-par,

Som det ente[n] skulde stige

Hvert minut til him[m]erige,

Eller snart i himlen var,

Eden var med himlen blandet,

I saa sød en høytids roe,

Gud allene, intet andet,

Søgte disse begge to.

Den befalning Adam fik,

Det forbudne ey at æde,

Det var deres lyst og glæde

Ord og anslag, hvor de gik,

Det var deres lyst at kunde

Være troe i denne post,

Ney de vilde ingenlunde

Smage den forbudne kost.

Der var ellers nok at faae,

Paradiis var fuldt af glæde,

Nok at lugte, nok at æde,

Nok at see og høre paa,

Vilde Gud dem end forbyde

Alt hvad de i verden saae,

Kunde de ham selv kun nyde,

Maatte alt det andet gaae.

Men hvad skal vi tænke, naar

Man vil derimod afmale

Vore tiders bryllups sale

Som det meest i verden gaar,

Naar med idel fylderier

Egte-skabet vies ind,

Denne sathans glæde svier

Ind i alle frommes sind.

O hvor stoor er dog den pragt,

Roos og priis for egtestanden,

At Gud selv, og ingen anden,

Haver dertil grundvold lagt,

Lidde egteskabet siden

Skiønt af slangen stor fortræd,

Fik det dog sin glands med tiden

Af den ædle qvindens sæd.

Men i sandhed standen maae

Uden Jesu ey begyndes,

Om hun af vor Gud skal yndes.

Hans velsignelse at faae,

Syndens lyst maa intet stifte,

Dette søde bliver suurt,

Sig at gifte kand forgifte

Egte-skabets Helbreds urt.

I, som da i egtestand

Leve, eller leve vilde,

Renser eders hierters kilde

Fra de raadne lysters vand,

Gud vil selv aldeles være

Med i denne høye sag,

Deraf har hun all sin ære

Brude-parrets æres dag.

O en vigtig sag, som dog

Af de fleeste ey betænkes

Som saa gierne sammen lenkes

Til at gaae i syndens aag.

Hvad for fliid kand der formodes

Til en salig børne-tugt,

Naar der plantes kun og podes

Til at bære syndens frugt.

Standen i sig selv er good;

Men det kommer an paa Maaden,

Kierlighed til Gud og Naaden

Er den rette egte-rood,

Himmel-sindede personer

Favne Gud i bøn og troe,

Det betyder ærens kroner,

Og en evig samlings roe.