John Haugvaldstad sett med presteøyne

Stavanger i gammel tid. (foto: stavanger-kommune.no)

 

John Haugvaldstad var den store Haugianer-høvdingen i Rogaland. Han nøt stor respekt blant vekkelsesfolket, men andre var mere skeptiske.

John Haugvaldstad var fra Rennesøy. Han ble født i 1770 og døde i 1850. Han møtte Hans Nielsen Hauge i 1801 og etter det var han den selvskrevne leder i haugebevegelsen på Vestlandet. Han var også en vellykket forretningsmann, og ble en periode regnet som Stavangers rikeste mann. Han levde spartansk, og brukte mye penger på veldedige formål, forkynnelse og misjon.

Min tipp tipp oldefar Erik Sandvik, reiste til Haugvaldstad for å søke råd om bedehuset lover, da haugianerne i Tysvær skulle bygge sitt første bedehus på 1840-tallet.

I perioden 1818-1839 var Alexander Lange prest i Stavanger. I sine memoarer har han tegnet et bilde av Haugvaldstad slik han som prest oppfattet han. Avsnittet er hentet fra boka «Provst Alexander Langes Optegnelser om sit Liv og sin Samtid i Stavanger 1818 til 1839» utgitt i nytt opplag av Dreyer forlag i 1980.

John Haugvaldstad

John Haugvaldstad

«Medens jeg taler om dette Parti og mit Forhold til samme, kan jeg ikke undlade at nævne en fremragende Mand i Partiet, der vel gjennom min hele Embedstid paa Stedet var Partiets Hoved og Leder, nemlig John Haugvaldstad.

Han havde sikkerlig af Naturen gode Evner, men havde lært saa Lidet, at han neppe drev det videre end til nogenledes at skriv sit Navn. Jeg bekjender, at denne Mand, især i vort Samværes tidligere Tid, var mig saare ubehagelig og frastødende. Han drev det videst af Alle i formelig at hænge Hovedet paa den ene Side og at tale med en ynkelig, klynkende og syngende Stemme, hans Blik forekom mig ogsaa alt andet end aabent og godt, og hans hele Fremtræden syntes mig paataget og hykkelsk.

Af alle udenfor hans Parti staaende bedømtes han i den Tid meget og forhaabentlig altfor haardt, især med Hensyn til hans Forhold til sin Kone. Deres Uoverensstemmelse gik saavidt, at Haugvaldstad kjøbte et lille Hus til hende, længst muligt fra hans egen Bolig, hvor hun levede aldeles for sig selv.

Jeg ved ikke, hvorvidt han personlig saa til sin Kone; men hun manglede ikke tarvelig Underholdning og Opvartning, og naar jeg paa hendes Forlangende (hun kom nemlig neppe nogensinde ud) betjente hende med Sacramentet, var Manden altid taus og kold tilstede, uden at han, saavidt jeg mindes, sagde et Ord til hende, ligesaalidt som han med mig vilde indlade sig i nogen Samtale om han Forhold til Konen.

Hun var vistnok tilbøielig til Mistænksomhed og Iversyge og maaske i det hele af et stivt og trodsigt Gemyt, saa det ikke er godt at dømme om, paa hvis Side den største Skyld var; men sikkerlig var her, som vel overalt, skyld paa begge Sider.

John Haugvaldstad (foto: no.wikipedia.org)

 

Jeg søkte vistnok aldrig nærmere Bekjendtskab med Haugvaldstad, men han syntes ogsaa næsten at sky al Samtale med mig, ja neppe at ville komme ind under mit Tag. Jeg mindes ialfald, at han en Høitidsdag, da jeg kom hjem fra Kirken, passede mig op ved Gadedøren og med hængende Hoved og et ubehageligt Smil stak mig et Offerpapir i Haanden, uden paa min Opfordring at ville gaa ind af Døren. Jeg har dog ingen Grund til at tro, at han nærede noget fiendtligt Sindelag mod mig, og ligesom hans Anskuelser i det hele visselig i mange Retninger klarnedes og forandredes, saa mildnedes ganske vist efterhaanden hans Mening om og Hjertelag mod mig.

Da han i et af mine sidste Stavanger-Aar blev meget syg og selv troede at skulle dø, kaldte han mig til sig, for at betjene ham med Sacramentet. Jeg søgte da i enlig Samtale med ham og med muligste Mildhed at aabne hans Hjerte, navnligen ogsaa med Hensyn til hans ægteskabelige Forhold og hans Regnskab i det Stykke; men han vilde fremdeles sletikke indlade sig derpaa, forblev taus og tør, og jeg maa tilstaa, at dette, som vi sikkert Begge tænkte, sidste Møde var mig saa lidt opbyggeligt og fyldestgjørende, at jeg bedrøvet forlod ham og ikke kunde rive mig løs fra den Mening, at han var blændet af Selvgodhed og Egenretfærdighed.

Han kom sig uforventet igjen, og da jeg ved min Afreise fra Stavanger besøgte ogsaa ham i hans Hus, sagde han mig meget venlig Farvel. Han blev, som sagt, efterhaanden og navnligen efter den Tid en ganske anden Mand end tidligere, og da jeg efter mange Aars Forløb saa ham sidste Gang som graa Olding ved et stort Missionsmøte her i Christiania, optraadte han med en ædel, umanieret Frihed, Aabenhed og Bestemthed og talte med en Klarhed og sindig Sikkerhed, det vakte almindelig Opmærksomhed.

Han førte vistnok lige til det Sidste en i Forhold til hans Formuesforfatning ved endog altfor tarvelige Levemaade. Da jeg tog Afsked med ham i Stavanger, fandt jeg ham ved hans ensomme Middagsmaaltid. Paa et umalet, stygt Bord laa et Træstykke og derpaa en Spegesild samt et grovt Stenfad med uskrællede Poteter. Kniv og Gaffel fandtes, saavidt jeg saa, ikke. Sin betydelige formue anvendte han dels allerede i levende Live og ved Testamente efter sin Død til veldædige Øiemed, navnligen til Josephines Stiftelse, der formentlig skylder ham Alt, og til Missionssagens Fremme. Han døde pludselig paa Veien hjem fra et Møde i disse Anligender, forhaabentlig i Fred med Gud og ganske vist agtet og savnet af saare Mange. Han var i mange Maader en mærkelig og fremragende Personlighed.»