Vågen Jørpeland. Obstfelderhuset til venstre
Far til Sigbjørn var fra Hjelmeland, men med tyske
røtter. Mora var fra Heskestad i Lund. Foreldrene var kristne. Faren leste i Bibelen hver dag, og samlet familien for lesing av huspostille hver søndag. Det hendte også at han tok med seg Bibelen til venner og hadde andakt for dem. Etter noen turbulente år i Stavanger,
flyttet familien til Jørpeland i 1879, hvor faren åpnet butikk og bakeri i
første etasje i «Obstfelderhuset», mens familien flyttet inn i andre etasje.
Året etter at familien var kommet til Jørpeland, aborterte mor hans. Hun hadde da allerede 16 fødsler bak seg. Denne gang gikk det galt også med mor, og hun døde 2. desember 1881. Hun ble
begravet fra Strand kirke. Hele tiden mens familien bodde på Jørpeland, hadde Sigbjørn hybel i Stavanger. Han gikk da på Kongsgård skole. Selv om han bodde på hybel, var han ofte heime hos foreldrene på Jørpeland. Etter vel fire år i Vågen på Jørpeland, flyttet familien Obstfelder tilbake til Stavanger sommeren 1883
Sigbjørn Obstfelder
Store Norske Leksikon skriver om Obstfelder: «Obstfelder
er den fremste representant for en tidlig modernistisk lyrikk i Norge, og som
sådan har han øvd en veldig innflytelse på senere norsk lyrikk.» Hans betydning
for den moderne lyrikk blir ofte sammenlignet med Edv. Munchs betydning for
malerkunsten. Dette selv om han kun hadde åtte år som aktiv lyriker.
Et av Obstfelders mest kjente dikt slutter slik:
Jeg ser paa de
velklædte herrer,
jeg ser paa de
smilende damer,
jeg ser paa de
ludende heste.
Hvor de graablaa
skyer blir tunge.
Jeg ser, jeg
ser...
Jeg er vist
kommet paa en feil klode!
Her er saa
underligt...
Mens familien bodde på Jørpeland og året etter, skrev
han «Erindringer fra Strand Sogn». Noen korte glimt med opplevelser fra tiden
som ungdom på Jørpeland, som han ikke publiserte. I en av disse fortellingene
skildrer han et kristent møte han var på:
En «samling»
1884
"Endelig var jeg da en gang med paa en saadan. Min
Broder purrede mig, og jeg gav for første Gang mit samtykke. Det er saa stilt
om Søndagseftermiddagen, naar det begynder at kjølne, naar de gamle Bønder
sidder med Brillene højt opover Øjne og læser i Tekstbogen, Fuglen tier i
Eftertanke, alt tier.
Kun Aftenvinden begynder at suse. Himmelen antager
en mørkere Karakter. Tause gik vi da afsted i de duftende Lunde. God Tid var
der til Eftertanke. Udover Vejen drog de adstadige Bønder med tænksomme
Ansigter, udover Vejen drog de gamle Bønderkoner, som holdt paa at fortælle
hverandre interessante Rygter, udover til «Samlingen» drog endog den danselystne
Ungdom.
Vi traadte da ind i den lave Systue under det
græsklædte Tag. Man maa selv have været i «Samling», for at begribe den Luft,
som slog mig imøde. Stuen var fuld, og et lidet Kammer havde man taget til
Hjælp. Stakkars Folk! Hvor de svettede! Hvor deres Ansigter blussede!
Obstfelder malt av Edvard Munch. (snl.no)
Saa begyndte Sangen. Seminaristen, som sad bort i
Vinduet med slig nonchalant Mine, og som sandsynligvis i egne Øjne dominerede
hele Forsamlingen, ført nok an. Hvis man ikke vidste, hvad diskant vil sige,
kunde man faa høre de t, da han begyndte. Hvis man ikke vidste hva Mislyd vilde
sige, kunde man høre det i denne Forsamling. Jeg følte mig saa gyselig
højtidelig stemt.
Alle gjorde de sit bedste. Kvindfolket vilde gjerne
synge Ørene af mig. Og alle følte de sig højtidelig stemte. Derfor gjorde de
hist og her enkelte Triller. Derfor slap de hist og her pliktmæssige Suk. Denne
Sang har altid for mig havt noget trykkende. Det er just som den med et eneste
Slag fremstiller hele deres Liv, al deres Vemod, alle deres Savn.
Lad være det ikke er musikalsk! Jeg ved det. Tænk
paa deres ensformige Liv, især Kvinderne. Der sidder de hele Livet uden
Afveksling. Samme Gjerning hver Dag. Hvad Under da, at de bliver religiøse?
Hvad Under, at de føler Trang til at synge ud? Alt dette synes jeg der ligger i
denne melankolske Sang. Thi de vælger karakteristisk nok altid de mest
skjærende moll-Melodier.
Nu rejste en af Bygdens aandelige Fædre sig. Han
løftede sit Øje mod Tagbjælken og foldede sine Hænder, han drog nogle
krampaktige Suk. Derpaa bad han med en højst mulig skjælvende Stemme en
improviseret Bøn. Stille var det i Salen – kun Suk fra enkelte beklæmte
Hjærter. Det er Tungsindet, som jeg finder min største Glæde i, fordi Byliv og
Dannelse har gjort mit Gemyt modtageligt.
Obstfelder malt av Ida Krohg. (wikipedia)
Jeg har glemt det Indtryk, som denne Gudstjæneste
bragte, jeg har glemt de Tanker, som færdedes i mit Hoved under den. Jeg husker
det, at jeg angrede ikke den spildte Tid. Så opløftede en anden av Bygdens
aandelige Pengefædre sin Stemme. Han vilde læse et Stykke af gamle Arndt. Han
læste da med behørige Forsikringer paa alle Bygdemaalet fremmede Ord.
Da man var færdig, var det Tid at beskue og beskues.
Da skulde Kostumerne nyde Kritik. Det var herligt at komme ud igjen i den
friske Luft. Glade sang Bygdens unge sine Viser – om Søndagskvelden skulde de
danse og more sig.
Alvorlig gik jeg derifra. Det var den Kveld, jeg
begyndte at tænke mod Kristendommen."
Ettertanker
Årene før familien Obstfelder flyttet til Jørpeland,
var det en stor vekkelse på Jørpeland ved emissær Reinert Pedersen fra Farsund.
Det var derfor et rikt kristenliv i bygda på Obstfelders tid, kanskje noe preget
av haugiansk tungsinn. Om foreldrene til Sigbjørn deltok på disse samlingene, vites ikke.
Haugianerne. Adolph Tideman 1852
Dette møtet som Obstfelder skildrer, førte til et
skille i hans liv. Obstfelder ble etter denne dagen mer kritisk, og senere i livet en motstander av kristendom. Det
sier oss noe om alvoret ved møtet med Guds ord. Ordet setter et menneske på
valg. Garborg gikk lenge og slet med tvil og
tro før også han ble en fornekter.
Les Arne Garborgs dikt som skildrer hans troskamp
Guds ord sier: «I dag om du hører hans røst, så forherd ikke ditt hjerte» (Heb 3,7) og «Den som har Sønnen har Livet, den som ikke har Guds Sønn har ikke livet, men Guds vred blir over ham.» (Joh 3,36)
Les Arne Garborgs dikt som skildrer hans troskamp
Guds ord sier: «I dag om du hører hans røst, så forherd ikke ditt hjerte» (Heb 3,7) og «Den som har Sønnen har Livet, den som ikke har Guds Sønn har ikke livet, men Guds vred blir over ham.» (Joh 3,36)
Kilder:
Hanne Lillebo: Obstfelder. En biografi
Jakob Straume: Kristenliv i Rogaland
Jan Alsvik: Folk i Strand
Martin Nag: Erindringer fra Strand sogn
Wikipedia
Store Norske Leksikon på nett
(Lett revidert i januar 2022)
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar