tirsdag 27. mai 2014

Obstfelder på oppbyggelse på Jørpeland


Vågen Jørpeland. Obstfelderhuset til venstre
 
Sigbjørn Obstfelder var blitt en landskjent dikter da han døde i 1900, kun 33 år gammel. To av disse årene bodde han med familien i Vågen på Jørpeland.

Far til Sigbjørn var fra Hjelmeland, men med tyske røtter. Mora var fra Heskestad i Lund. Etter noen turbulente år i Stavanger, flyttet familien til Jørpeland i 1879, hvor faren åpnet butikk og bakeri i første etasje i «Obstfelderhuset», mens familien flyttet inn i andre etasje.

Året etter at familien var kommet til Jørpeland fødte mora barn nummer 16, men hun overlevde ikke den fødselen. Hun ble begravet fra Strand kirke. Etter konas død, flyttet Sigbjørn og familien tilbake til Stavanger i 1881.

Store Norske Leksikon skriver om Obstfelder(t.h.): «Obstfelder er den fremste representant for en tidlig modernistisk lyrikk i Norge, og som sådan har han øvd en veldig innflytelse på senere norsk lyrikk.» Hans betydning for den moderne lyrikk blir ofte sammenlignet med Edv. Munchs betydning for malerkunsten. Dette selv om han kun hadde åtte år som aktiv lyriker.

Et av Obstfelders mest kjente dikt slutter slik:

Jeg ser paa de velklædte herrer,
jeg ser paa de smilende damer,
jeg ser paa de ludende heste.

Hvor de graablaa skyer blir tunge.

Jeg ser, jeg ser...
Jeg er vist kommet paa en feil klode!
Her er saa underligt...

I årene etter at han flyttet fra Jørpeland, skrev han «Erindringer fra Strand Sogn». Noen korte glimt med opplevelser fra tiden som ungdom på Jørpeland, som han ikke publiserte. I en av disse fortellingene skildrer han et kristent møte han var på:

En «samling» 1884
Endelig var jeg da en gang med paa en saadan. Min Broder purrede mig, og jeg gav for første Gang mit samtykke. Det er saa stilt om Søndagseftermiddagen, naar det begynder at kjølne, naar de gamle Bønder sidder med Brillene højt opover Øjne og læser i Tekstbogen, Fuglen tier i Eftertanke, alt tier.

Kun Aftenvinden begynder at suse. Himmelen antager en mørkere Karakter. Tause gik vi da afsted i de duftende Lunde. God Tid var der til Eftertanke. Udover Vejen drog de adstadige Bønder med tænksomme Ansigter, udover Vejen drog de gamle Bønderkoner, som holdt paa at fortælle hverandre interessante Rygter, udover til «Samlingen» drog endog den danselystne Ungdom.

Vi traadte da ind i den lave Systue under det græsklædte Tag. Man maa selv have været i «Samling», for at begribe den Luft, som slog mig imøde. Stuen var fuld, og et lidet Kammer havde man taget til Hjælp. Stakkars Folk! Hvor de svettede! Hvor deres Ansigter blussede!

Obstfelder malt av Edvard Munch. (snl.no)
 
Saa begyndte Sangen. Seminaristen, som sad bort i Vinduet med slig nonchalant Mine, og som sandsynligvis i egne Øjne dominerede hele Forsamlingen, ført nok an. Hvis man ikke vidste, hvad diskant vil sige, kunde man faa høre de t, da han begyndte. Hvis man ikke vidste hva Mislyd vilde sige, kunde man høre det i denne Forsamling. Jeg følte mig saa gyselig højtidelig stemt.

Alle gjorde de sit bedste. Kvindfolket vilde gjerne synge Ørene af mig. Og alle følte de sig højtidelig stemte. Derfor gjorde de hist og her enkelte Triller. Derfor slap de hist og her pliktmæssige Suk. Denne Sang har altid for mig havt noget trykkende. Det er just som den med et eneste Slag fremstiller hele deres Liv, al deres Vemod, alle deres Savn.

Lad være det ikke er musikalsk! Jeg ved det. Tænk paa deres ensformige Liv, især Kvinderne. Der sidder de hele Livet uden Afveksling. Samme Gjerning hver Dag. Hvad Under da, at de bliver religiøse? Hvad Under, at de føler Trang til at synge ud? Alt dette synes jeg der ligger i denne melankolske Sang. Thi de vælger karakteristisk nok altid de mest skjærende moll-Melodier.

Nu rejste en af Bygdens aandelige Fædre sig. Han løftede sit Øje mod Tagbjælken og foldede sine Hænder, han drog nogle krampaktige Suk. Derpaa bad han med en højst mulig skjælvende Stemme en improviseret Bøn. Stille var det i Salen – kun Suk fra enkelte beklæmte Hjærter. Det er Tungsindet, som jeg finder min største Glæde i, fordi Byliv og Dannelse har gjort mit Gemyt modtageligt.

Obstfelder malt av Ida Krohg. (wikipedia)
 
Jeg har glemt det Indtryk, som denne Gudstjæneste bragte, jeg har glemt de Tanker, som færdedes i mit Hoved under den. Jeg husker det, at jeg angrede ikke den spildte Tid. Så opløftede en anden av Bygdens aandelige Pengefædre sin Stemme. Han vilde læse et Stykke af gamle Arndt. Han læste da med behørige Forsikringer paa alle Bygdemaalet fremmede Ord.

Da man var færdig, var det Tid at beskue og beskues. Da skulde Kostumerne nyde Kritik. Det var herligt at komme ud igjen i den friske Luft. Glade sang Bygdens unge sine Viser – om Søndagskvelden skulde de danse og more sig.

Alvorlig gik jeg derifra. Det var den Kveld, jeg begyndte at tænke mod Kristendommen.

Ettertanker
Årene før familien Obstfelder flyttet til Jørpeland, var det en stor vekkelse på Jørpeland ved emissær Reinert Pedersen fra Farsund. Det var derfor et rikt kristenliv i bygda på Obstfelders tid, kanskje noe preget av haugiansk tungsinn.  

Haugianerne. Adolph Tideman 1852
 
Dette møtet som Obstfelder skildrer, førte til et skille i hans liv. Obstfelder ble etter denne dag en motstander av kristendom. Det sier oss noe om alvoret ved møtet med Guds ord. Ordet setter et menneske på valg. Obstfelder fornektet der og da. Garborg gikk lenge og slet med tvil og tro før også han ble en fornekter.

Les Arne Garborgs dikt som skildrer hans troskamp

Guds ord sier: «I dag om du hører hans røst, så forherd ikke ditt hjerte» (Heb 3,7) og «Den som har Sønnen har Livet, den som ikke har Guds Sønn har ikke livet, men Guds vred blir over ham.» (Joh 3,36)


Kilder:
Martin Nag: Erindringer fra Strand sogn
Jakob Straume: Kristenliv i Rogaland
Jan Alsvik: Folk i Strand
Wikipedia
Store Norske Leksikon på nett






 


Ingen kommentarer: