Biskopens nei til Kinamisjonen

Biskop Johan Christian Heuch (foto kvinnehistorie.no)

Ordinasjon skulle bli et stridsspørsmål i Kinamisjonens første tiår. Det endte med en splittelse hvor halve misjonærflokken forlot organisasjonen.

Saken startet allerede få uker etter at Kinamisjonen var stiftet. Johannes Brandtzæg var leder for gruppen misjonærer som skulle reise til Kina i september 1891. Han var utdannet teolog og ble rektor på Indremisjonens predikantskole i Bergen etter endt utdannelse. Når han nå skulle til Kina som misjonær, ønsket han å bli ordinert slik prester normalt ble. Han søkte om ordinasjon hos tre biskoper, men fikk avslag. Dermed reiste Brandtzæg til Kina uten å bli ordinert.

En av biskopene han kontaktet var biskopen i Kristiansand (og Rogaland) J. C. Heuch. Hele Heuchs svar er gjengitt under i original tekst hentet fra Fast Grunn nr. 6 1960. Han starter med å si at han ikke tror at kallet til Kina er et kall til Den norske kirke. Det er NMS sitt misjonsarbeid som er Den norske kirkes misjonsarbeid og av den grunn støtter han ikke opprettelsen av Kinamisjonen. Det vil bare føre til splittelse, mente han. Hvis Brandtzæg derimot ville reise til Kina uten en organisasjon i ryggen, men kun en støttekomite, da ville han uten betenkeligheter ordinere Brandtzæg. Han vist da til Lars Skrefsrud sitt misjonsarbeid i India.

Thina og Johannes Brandtzæg (foto NLM arkivet)

Det biskop Heuch neppe visste på dette tidspunkt var at Brandtzæg var hemmelig forlovet med biskopens niese Thina Heuch. Thina var enke etter John Schou og var blitt kjærest med Brandtzæg ett par år etter Johns død. Planen var at hun skulle komme etter Johannes Brandtzæg til Kina og at de der skulle bli gift. Nå gikk det ikke slik. I stedet kom Brandtzæg tilbake til Norge etter kun få måneder i Kina og han og Thina ble gift i Norge. Brandtzæg ble generalsekretær i Kinamisjonen og en høyt respektert leder. Nevnes kan også at Brandtzæg ble frelst under en tale av Heuch i 1882.

Ordinasjonssaken ble som nevnt en tung sak for den nye misjonsorganisasjonen. Flere av misjonærene ønsket kirkelig ordinasjon, men lekfolket som satt i hovedstyret sa nei. Når saken ble endelig avgjort i 1901, valgte derfor halve misjonærstaben å slutte i Kinamisjonen. Flere av dem gikk over i NMS som nylig selv hadde startet opp misjonsarbeid i Kina. Kinamisjonens linje ble for ettertid: ingen ordinasjon, ingen presteklær og minst mulig liturgi.

Her følger biskop Heuch sitt svarbrev til Brandtzæg:

BISKOP HEUCHS NEI TIL BRANDTZÆG

Cand. theol. Brandtzæg.

Forinden jeg meddeler Dem mit Svar paa Deres Anmodning om at ordinere Dem, maa De tillade mig at forklare Dem min Stilling til «Det norsk-lutherske Kinamisjonsforbund». Selvfølgelig er jeg ikke i Tvivl om, at det for Gud er en ligesaa velbehagelig Gjerning at missionere blandt Kinesere som blandt Zuluer og Madagasser. Naar De mener at have faaet et særligt Kald til at missionere blandt Kinas Folk, finder jeg det ganske naturligt, at De følger Kaldet, kun, at De ingen Ret har til at forlange, at Andre skulle erkende Deres Kald paa Deres blotte Forsikring om, at det er udgaaet til Dem. Men, som sagt, at Deres stærke subjektive Forvisning driver Dem til at drage ud, finder jeg fuldt berettiget, ligesom ogsaa, at De søger at vække Interesse for den store Gjerning De vier Deres Liv. Jeg vilde saaledes ikke kunne billige, om man vilde negte Dem Kirkerne til der at tale Kinamissionens Sag.

Men ganske anderledes stiller Tingen sig for mig, naar Spørgsmaalet bliver ikke, om Gud vil, at der skal missioneres i Kina, men om vi have Grund til at mene, at Gud vil, at den norske Menighed for Øieblikket skal virke for denne Mission. Dette Spørgsmaal maa jeg besvare bestemt benægtende, fordi jeg, naar jeg ser paa Herrens Førelse af vor Kirke, maa mene, at han selv besvarer det benægtende.

Johannes Brandtzæg (foto NLM arkivet)

Vor Kirkes Historie i de sidste 50 Aar synes mig tydeligt at have vist, at det er det norske Missionsselskabs afrikanske Mission, som af Gud er betroet vor Kirke. Den overordentlige Velsignelse, vor Kirke har havt af dette sit Arbeide, — den samlende og enende Magt, den om dette Selskabs Gjerning koncentrerede Missionsinteresse har øvet, — den Frugt denne Mission i de senere Aar har baaret blandt Hedningerne, — dens mange endnu uløste Opgaver, — dens altfor faa Arbeidere og altfor ringe Midler, — Alt dette giver mig den Overbevisning, at vore Menigheder, hvis de istedet for at lade sig nøie med ivrigen at følge det Missionskald, som gjennem deres egen Historie udgaar til dem, ville sprede sit Arbeide over nye, selvvalgte Felter, ville gjøre sig skyldige i Mangel paa enfoldig Lydighed, i Utaknemmelighed, Letsind og Overvurdering af sine Kræfter. I en saadan Tendens ser jeg ingenlunde Aabenbarelsen af en stærk Tro, men Fare for at friste Gud.

De vil af dette forstaa, at jeg ikke er istand til at billige «Det norsk-lutherske Kinamisjonsforbunds» Stiftelse. Jeg kan heri kun se en Fare for, at Splittelse, Strid og dermed Svækkelse af Interessen for den hellige Sag skal trænge inf ogsaa paa Missionens hidtil fredlyste Omraade. Saavidt jeg vet viser Missionshistorien stedse, at det ikke har vært til Gavn, at man inden samme Lands Kike har havt to konkurrerende Selskaber. Det  ene kommer saa let til i Forhold til det andet, at virke som en «Modild» man opptænder under en Skovbrand for at slukke Ilden. Ganske annerledes vilde det være, om De ligesom Skrefsrud og Schreudermissionen havde en Komite, der samlede Bidrag, som Venner, specielt af Deres Mission ønskede at sende dem. Derved vilde ikke Menighedernes Interedde i det Hele og Store altereres, saaledes som Tilfeldet nødvendigt maa blive om «Det norsk-lutherske kinamissionsforbund» vinder Fremgang. 

Biskop J. C. Heuch (foto ukjent)

Dette Forbunds Statuter viser jo, at det ligesom det «Det norske Missionsselskab» tænker at omfatte alle Menigheder og at give sig en Organisation, der efter min Mening vistnok er mindre betryggende, men ligesaa omfattende som Selskabets. Visstnog haaber jeg at man fra begge Sider vil bestræbe sig paa ikke at «bide og æde» hinanden. Men, som vi Syndere nu engang ere, vil det kok komme til at vise sig, at det vil være vanskeligt at undgaa Søndersplittelse, og at Menighedernes Missionsinteresse og Missionsarbeid maa deles staar ialdfald ikke til at undgaa. Men just dette mener jeg skulde efter Guds Villie undgaaes, saalenge al vor Kraft saa fuldt trænges til Arbeidet paa de gamle Marker, Herren selv har pekt paa for os som vort Arbeidsfeldt.

Jeg gjør ikke Fordring paa Ufeilbarhed – jeg ønsker at jeg i denne Sag maatte se feil, men saalænge jeg ikke formaar at se det annerledes, vil De jo indse, at jeg ikke kan medvirke til udsendelse af Mænd fra et Selskab, hvis Existensberettigelse under de givne Omstændigheder jeg ikke kan anerkjende. Gik De derimod alene uden noget Selskab bag Dem, kun støttet af Deres Venner rundt om i Menighederne, vilde jeg, idet jeg overlod Dem at svar for Deres specielle Kald, med Gled ordinere Dem. Men nu vilde min Ordinaston af Den tillige væe en anerkjendelse af det Selskab, der udsender Dem. Og en saadan Anerkjendelse vilde fra min Side være en Usandhed. Skjønt det derfor isandhed gjør mig ondt at maatte afslaa Deres Anmodning, ser jeg mig nødsaget dertil. Men det er mit Haab, at De, hvor uenig De visselig end er i min hele Betragtningsmaade, alligevel vil kunne forstaa, at jeg saa fuldt som nogen af Kinamissionsforbundets Venner kan mene det, naar jeg siger, at jeg inderlig beder Herren lade Deres Fremtids Gjerning blive krinet med rig Velsignelse.

De Deres Brev vedlagte Dokumenter remitteres.